Fri fragt v/køb for min. 599 kr

Tilmeld nyhedsbrev her og få 10% rabat på første køb

Druen Cabernet Franc

Cabernet Franc er ligesom Merlot en klassisk drue-makker til Cabernet Sauvignon - og faktisk er Cabernet Franc den ene "forældre" til både Cabernet Sauvignon samt Merlot. Den er dog lettere i sin vin-stil sammenlignet med Cabernet Sauvignon og druen giver typisk vine med god syre, medium til høje tanniner samt medium fylde. Druerne modnes lidt tidligere end Cabernet Sauvignon - og så er de relativt små samt mørke i farven. Cabernet Franc trives bedst i en veldrænet varm jordbund - faktisk ligesom Cabernet Sauvignon. Druen findes i flere lande men ses primært i Frankrig i områder som Bordeaux og Loire. Derudover finder du den også i fx Italien og i Spanien.

Længere nede kan du se vores udvalg af Cabernet Franc vine samt læse mere om druen.

Til dig der vil vide mere om Cabernet Franc...

Hvordan dufter og smager Cabernet Franc?
Sammenligner man Cabernet Franc med Cabernet Sauvignon, så laver Cabernet Franc typisk vine med mindre "krop" og mindre tannin end Cabernet Sauvignon. Høstes den før den er helt moden kan druerne give vinene en lidt urteagtig karakter - men høstes druerne helt modne kan resultatet derimod blive en rødvin med frugtige og florale noter. Nogle af de mere specifikke noter du kan finde i en Cabernet Franc rødvin er fx jordbær, grillet peberfrugt, peber, røde blommer og røde kirsebær.  

I hvilke lande og områder ser man især Cabernet Franc?
Cabernet Franc findes i en række lande - men det er i Frankrig, hvor druen er mest udbredt. 

Cabernet Franc fra Bordeaux
I Bordeaux finder vi bl.a. Cabernet Franc på højre bred og mere specifikt i Saint-Émillion. På venstre bred ved Graves og i Médoc bruges druen som en form for forsikring i tilfælde af, at Cabernet Sauvignon ikke modnes godt nok.

Cabernet Franc fra Loire
I Loire laves Cabernet Franc i en række forskellige stilarter afhængigt at det terroir, stokkene står i og de teknikker, der anvendes i vinkælderen. I Touraine, som er et af de store vinområder i Loire, vokser Cabernet Franc i bl.a. i Chinon og i Bourgeuil. Her finder vi let frugtige rødvine, der er lavet til at drikke med det samme - stokkene til disse vine står typisk i lidt sandede jordbunde. Samtidig finder vi en lidt mere fyldig udgave af Cabernet Franc med mere tydlige tanniner, som typisk kommer fra stokke på sydvendte skråninger med kalksten og lerede jordbunde. Nogle winemakers vælger også at lagre deres Cabernet Franc på fade - og nogle vine kan udvikle sig flot i flasken over en længere årrække. 

Vest for Touraine ligger vinregionen Saumur, som også er kendt for sine Cabernet Franc baserede vine. Her laves Cabernet Franc også typisk i en let stil som er beregnet til at drikke med det samme og de kan med fordel ofte serveres let kølet. Der er dog også en række producenter der laver en stil, som er mere full-bodied med mere tydelige tanniner og som kan lagre. AOC appellationen Saumur-Champigny er kendt for sine mere florale Cabernet Franc vine. 

Cabernet Franc fra Italien
Vi ser druen i den nordøstlige del af Italien, hvor den kan få lidt "grønne" noter i form af fx græs. 

Findes der økologisk Cabernet Franc?

Ja, der findes helt sikkert også økologiske vine, lavet på Cabernet Franc

Hvilke retter kan serveres til et glas Cabernet Franc?

Valg af retter afhænger lidt af hvilken stil vinen er lavet i - og om den er lavet som single drue eller i et blend med fx Cabernet Sauvignon og Merlot. Så en rødvin hvor den indgår i et blend med Cabernet Sauvignon og Merlot, så kan den fx serveres til en saftig bøf og er den lavet i en mere "kølig" stil fra Loire eller Nordøstitalien, så kan det fx være til grillede grøntsager, lyst kød, pølser eller grøntsagstærter. 

Så forkæl dig selv og dine gæster med et godt glas Cabernet Franc og vil du gerne udforske hvilke smagsnuancer Cabernet Franc kan byde på afhængigt af den enkelte region, så kan du fx foreslå at Cabernet Franc skal være tema næste gang, du skal holde vinsmagning med venner eller familie.